Mange
borgere i Fredensborg Kommune undrer sig over, at vi ikke sorterer bioaffaldet
fra husholdningsaffald, som man gør det i mange andre kommuner.
Både
nationalt og på EU-plan har vi en målsætning om minimum 50 % genanvendelse af
husholdningsaffaldet i 2022 og udsigt til skrappere krav efterfølgende. Det kan
kun lade sig gøre i praksis, hvis bioaffaldet fra sorteres og genanvendes til
jordforbedring efter kompostering eller bioforgasning.
Når det står
stille i Fredensborg Kommune og de kommuner deri samarbejder i Nordfors
(tidligere Nordforbrændingen), skal det nok ses i lyset af tidligere
erfaringer. Omkring 1990 var Fredensborg-Humlebæk og Helsingør kommuner blandt frontløberne
og etablerede et biogasanlæg til kildesorteret bioaffald i Helsingør. Anlægget
var en teknisk fiasko og blev nedlagt efter få år med et betydeligt milliontab
for kommunerne. Mange af os har stadig stativerne fra dengang.
Siden er der
sket en stor udvikling på området. Der findes velfungerende biogasanlæg mange
steder. Der er bl.a. udviklet teknikker, så man i særlige anlæg forbehandler bioaffaldet,
så plasticposer og andre urenheder bliver frasorteret, mens selve bioaffaldet
bliver til en grødagtig masse, der kan transporteres til de bedste biogas anlæg
i tankvogne.
Man kan også
udlicitere behandlingen af bioaffaldet. Det giver fordele i form af teknologisk
fleksibilitet, og at kommunen ikke selv står for investeringerne. Biogasanlæggene
kan kobles på naturgasnettet med tilhørende lagermulighed. Dermed kan energien i
gassen supplere variable energikilder som sol og vind når de ikke er til
rådighed.
Andre
affaldsselskaber på Sjælland er i gang med planlægningen eller udrulning af
bioaffaldsløsninger.
Teknologien
findes i nu, men der er behov for konkrete politiske initiativer, for at fremme
løsningerne. Udvikling tager tid, så det bliver svært at nå det i 2022 hvis ikke
initiativerne tages snart.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar